3. juni 2014 – Djurslands Posten Sektion 1 Side 18 

Af: Martin Gundesen; Magu@Berlingskemedia.Dk..

PRÆSENTATION. Nyt projekt viser vej rundt i Djurslands varierede smagslandskab.

DJURSLAND: I fremtiden skulle turisterne i Djursland bedre kunne finde rundt til de mange tilbud i både nord og syd, der handler om alt det, vi putter i munden. For nylig kunne Destination Djursland i samarbejde med 30 lokale virksomheder nemlig præsentere et helt nyt kort med tilknyttet hjemmeside kaldet Smagsoplevelser på Djursland.

For Turismedirektør i Destination Djursland, Flemming Rasmussen, giver det god mening, at det lige er smagssansen, der satses på i forhold til turisterne.

» Fødevarer bliver i stadig større grad noget, folk vil have, når de er på ferie. Vi mærker en stigende søgning mod sunde og friske råvarer fra vores gæster på Djursland, og der er er et ønske om at se, hvor maden kommer fra og at sikre sig en høj kvalitet. Og selv om det måske ikke er med til at flytte flere turister til Djursland, så er det i hvert fald noget, der kan få dem, der allerede er her, til at flytte sig rundt i området.

Og måske endda blive en ekstra dag og på den måde også bruge nogle flere penge, « siger Flemming Rasmussen.

Kortet vil vise rundt et varieret udvalg af alt godt til munden, fra friske råvare på gårdbutikker, over hyggelige serveringssteder til aktiviter, hvor man selv får fingrene i råvarene.

En af dem, der er gået med i det nye samarbejde, er Christian Thomsen, der har gårdbutikken Stiibjerg Frugt og Bær.

For ham handler det ikke om at komme til at sælge mere.

» Jeg kan sagtens sælge det, jeg har, så jeg har ikke forventninger om at få mere gang i forretningen. Men jeg synes, det er vigtigt at gøre en indsats for at gøre opmærksom på de lokale produkter, og det her kort er en fin måde at gøre det på, « siger han.

Christian Thomsen er i forvejen formand for SmagDjursland, der er en forening med det erklærede mål at fremme de lokale fødevarer på Djursland.

Selvom kortet med de 30 virksomheder for længst har været i trykken, kan man stadig nå at komme med, for til projektet er der også tilknyttet en hjemmeside, der løbende bliver opdateret. Flemming Rasmussen fortæller, at virksomhed nummer 31 allerede har meldt sig.

Præsentationen fandt sted på Mols Kafferisteri ved Knebel, og adspurgt, hvad Djursland egentlig smager af, svarede Flemming Rasmussen: » Lige i dag smager Djursland af friskkværnet kaffe. «.


Anmeldelse/kommentar:

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.