27. oktober 2011 Djursland Weekend Sektion 1 Side 18 

Af: Martin Schultz

Netværket af lokale fødevareproducenter skal selv til at tage over efter projektperiode i en ny forening.

DJURSLAND Når dørene åbnes til SmagDjursland Dagen på Kulturhuset Pavillonen lørdag kl. 11, bliver der mulighed for at smage på en lang række lokalt producerede eller forarbejdede kvalitetsfødevarer.

Og de to tovholdere bag det snart to år gamle netværk af fødevareproducenter på Djursland, Christian Thomsen og Palle Rasmussen, håber at denne deres anden ” madens djurslandske festdag” er blevet begyndelsen til en god tradition, som kan gentage sig år efter år for at kaste fokus på gode lokalt producerede fødevarer.

Men de to lægger ikke skjul på, at der fortsat forestår et arbejde med at få netværket til at køre ved egne kræfter.

Den 9. november skal der derfor stiftes en forening Smag Djursland.

” SmagDjursland projektet skal efter køreplanen slutte i januar, men der er ikke rigtig struktur på foreningen endnu.

Derfor holder vi fast. Vi skal have det til at køre,” siger Christian Thomsen som optakt til Smag Djursland Dagen i Grenaa på lørdag, som sidste år blev en forrygende succes med masser af mennesker indenfor i Pavillonen.

Tanken om et SmagDjursland projekt blev sat på skinner for over to år siden af to erfarne herrer fra lokalområdet.

Uafhængigt af hinanden havde den tidligere forstander på Teknisk Skole i Grenaa, Palle Rasmussen, en idé om at markedsføre lokale kvalitetsfødevarer, og den tidligere forstander på Kalø Landbrugsskole, Christian Thomsen, en idé om at fremme iværksætteri omkring fødevareproduktion i landdistrikter.

Hver for sig søgte de LAG Djursland om midler til at realisere deres projekter, men LAG foreslog dem at slå pjalterne sammen i et projektfællesskab, som udløste 370.000 kr. fra LAG og et næsten tilsvarende beløb fra de to Djurslandskommuner i fællesskab.


Skal leve videre

Pengene er blevet brugt til at etablere netværket og give det en visuel identitet, lavet hjemmesiden smagdjursland. dk, afholdt kurser, seminarer og møder om fødevarer, været på Landbrugsmessen to år og lavet et gastronomisk arrangement på Den Blå Kutter.

Sidste års SmagDjursland Dagen i november projektets officielle startskud, og årets Smag Djursland Dagen skal ikke være projektets afslutning.

” Vi har søgt om at få projektet forlænget i et år og indkalder derfor til en med diskussion om etableringen af en forening 9. november,” siger Christian Thomsen.

De to tovholdere medbringer en skitse til vedtægter, og de er villige til at arbejde foreningen i gang.

” Hvis netværket ikke finder en arvefølge, så kommer projektet til at gå i stå,” siger Christian Thomsen. Han er overbevist om, at projektet Smag-Djursland kommet til at leve videre i et nyt foreningsregi.


FAKTA


SmagDjursland Dagen

Lørdag 29. Oktober Kl. 11-14 I Kulturhuset Pavillonen i Grenaa Entré voksne 40 kr. Pensio-nister og børn 20 kr.

Entrebillet giver adgang til smagsprøver og lodtrækning hver time.


Anmeldelse/kommentar:

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.