24. oktober 2012 Randers Amtsavis Sektion 1 Side 22

Messe. Ud over smagsprøver er der på dagen mulighed for at møde kunstnerne bag SmagDjursland kalender 2013.

GRENAA: I år er der flere udstillere end tidligere år til SmagDjursland Dagen lørdag 27. oktober fra klokken 10 til 15 i Pavillonen, Grenaa. Der er gode muligheder for både at smage og købe mange interessante produkter.

Der er også mulighed for at møde producenterne, som gerne giver en smagsprøve samtidig med, at de kan fortælle historien om produkterne.

Der bliver god plads idet arrangementet i år afholdes i den store Centersal i Pavillonen.

»Tidligere år har der været meget stor interesse og mange besøgende. For at alle kan komme til, har vi i år lejet den store centersal i Pavillonen,« siger formanden Anders Offersen.

Der er rigtig mange spændende kvalitetsprodukter.

F. eks. kan nævnes oksekød af Djurslandskvæg, gedeost, pølser, økologisk chokolade, frisk frugt og grøntsager, vin, specialsnaps, håndbrygget øl, koldrørt honning, mel af korn fra mols og meget mere.

»Vores motto er »Bedre smagsoplevelser« og vi anstrenger os hver dag for, at kvaliteten skal være i orden,« siger Anders Offersen Ud over Smagsprøver er der på dagen mulighed for at møde kunstnerne som har kreeret kunstværkerne i SmagDjursland kalender 2013. I denne kalender har kunstnerne lavet et værk til hver måned og samtidig har lokale kokke udviklet en særlig opskrift til hver måned.

På SmagDjursland Dagen skal det også offentliggøres, hvem der i år er udpeget som SmagDjursland ambassadør.

Sidste år blev det kok Louise Rasmussen fra Tirstrup og første år blev det Ebelfestival fra Ebeltoft. I år bliver det igen en, som har gjort noget særligt for fødevarer på Djursland.

Dørene åbnes klokken 10, og der kommer til at ske mange ting. Klokken 12 præsenteres SmagDjursland-ambassadøren 2012, og klokken 12.30 præsenterer kunstnerne værkerne i SmagDjursland kalender 2013.

Det bliver også spændende at se, hvem der vinder præmierne for de tungeste græskar.

Hver time er der lodtrækning på indgangsbilletten om gode SmagDjursland produkter.

Der bliver en masse at se på -og smage på -ved SmagDjursland Dagen.


Anmeldelse/kommentar:

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.